Randi Kornerup Bang og Leif Dræby


Randi Kornerup-Bang

Debut på Kunstnernes Påskeudstilling 1990. Udstillinger på galleriet og museer i ind og udland.

Klassisk ro og dyster dæmoni

Rensede formforenklinger
I en del af de udstillede billeder er det sindets afklarede dagside, der er det fremherskende. I rensede, klare formforenklinger leger hun disciplineret med optiske, rumlige og farvemæssige udtryk. Tilsat gennemarbejdede og smukke detaljer.
Bevidst eller ubevidst er naturen her hendes inspirationskilde. Landskaber og klippeformationer synes at være hendes forlæg.
Store, markante former modelleres afrundede og bløde med syngende, fortættede strøg. I sine abstrakte stemningsmotiver har Randi Kornerup-Bang fundet de former og farver, der afgørende og centrale for for komposition og udtryk. Resten har hun sorteret fra. Store klare felter træder frem med en fortættet dybde i farverne. Den abstrakte komposition har taget form der´, hvor kunstneren ved intuitionens hjælp lader nogle felter stå lyse hen, medens andre formes mørke, tætte og ulmende.
Randi Kornerup-Bangs farvesprog er på en gang nedtonet, karsk og kraftigt. Der er noget storladent og alvorsfyldt over hendes formpanoramaer. En lyrisk intensitet.
Hun henfalder ikke til skinger frivolitet, når hun lader lyskilder bryde frem mellem bastante former.

Foruroligende mørkevæsener
I andre af sine malerier præsenterer hun os for sindets natside, fra hvis dunkle kringelkroge foruroligende mørkevæsener dramatisk og pulserende kryber frem. Knugende og hemmelighedsfulde slynger de sig med vitalitet sammen i en sikker, ornamental komposition.
Ingen af Randi Kornerup-Bangs farver er entydige. De rummer mange nuancer. Med fortættede lag-på-lag farver skaber hun rumlige dybder, hvor hemmeligheder gemmer sig.
Og de afslører sig kun gradvist.
De to forskellige sind i Randi Kornerup-Bangs malerier forenes umærkeligt til et billedsprog med sammenhæng.

Af Konrad Guldberg i Kunstavisen.

Leif Dræby
Debut som tegner i Silkeborg Avis 1960. Charlottenborgs Forårsudstilling 1989. Udstillinger på gallerier og kunstmuseer i ind og udland.
”Leif Dræby kradser frem helt ind til jord er nået. En af styrkerne ved denne kunstner er, at han er jordbunden og formår at skabe det frem i sine værker.
Som beskuer kan man blive skræmt og samtidig fascineret, når genkendelsens element helt og ganske sikkert fremdrives.
Og overfladen er netop styrende i hans malerier; den får ikke lov at bestå. Med sikre strøg ridser han sig gennem den og sikrer sig, at selv de inderste ridser viser sig for beskueren”.

Ann Christine Foverskov, KunstbaZaren.