Juni udstillingen


Kjellerup Kunstforening har her i juni måned besøg af kunstneren Henning Severin Pedersen fra Kerteminde.

Sammen med Henning trådte et festfyrværkeri af farver, liv og glade dage ind i Mosaikken. Henning Severin maler med gashåndtaget i bund. Streetart, Cobra, stærke farver, ekspressionisme, fragmenter af mennesker, humor, sarkasme og ironi er elementer i hans kunstneriske univers. Her udtrykkes det, der alene kan udtrykkes i kunst, med mindre man er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Han maler under sloganet: ”Hvis kærlighed er en illusion, så til helvede med virkeligheden”.

Et farvestrålende orgie strømmer en i møde, når man træder ind i lokalerne. Historierne vælter ud af billedrammerne og kalder smilet frem gennem et overflødighedshorn af detaljer, som det er en fornøjelse at gå på opdagelse i.

Besøg udstillingen, så kort kan det siges.